Accept af cookies fra Chas. Hude

Vi benytter cookies til flere formål, bl.a. til at forbedre din brug og oplevelse af hjemmesiden.

 

Ny afgørelse fra EU-Domstolen om registrering af farvemærke

13. november 2014

EU-Domstolen har afsagt en præjudiciel afgørelse vedrørende særpræg opnået ved brug af et varemærke, der udelukkende består af en farve. EU-Domstolen har ved flere lejligheder fastslået, at et mærke kan bestå udelukkende af en farve. I Danmark er dette jo også blevet fastslået af Patent- og Varemærkestyrelsen, som har registreret Grundfos’ røde farve for pumper. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget der skal til for, at et varemærke bestående udelukkende af en farve kan anses for at have tilstrækkelig særpræg opnået gennem brug.


Tvisten i hovedsagen
Sagen vedrører Deutscher Sparkassen- und Giroverband eV’s varemærke bestående af en rød farve (HKS 13), som blev registreret i 2007 efter et forgæves forsøg i 2003.

Efter at Deutscher Sparkassen- und Giroverband eV havde fremlagt en forbrugerundersøgelse udvisende en kendskabsgrad på 67,9 %, fandt den tyske patent- og varemærkemyndighed, at varemærket på grundlag af brug havde opnået det fornødne særpræg til at kunne registreres.

Oberbank, Banco Santander og Santander Consumer Bank fremsatte begæring om, at det pågældende varemærke skulle erklæres ugyldigt med påstand om, at varemærket ikke havde opnået fornødent særpræg som følge af brug. Ugyldighedsbegæringerne blev afvist ved varemærkemyndigheden. Sagen blev herefter anket til den tyske Bundespatentgericht, som fandt anledning til at stille en række præjudicielle spørgsmål hos EU-Domstolen.

Krav om eksakt kendskabsgrad for registrering af farvemærker?
EU-domstolen skulle tage stilling til, om varemærkedirektivet er til hinder for en fortolkning af national ret, hvorefter der for et konturløst farvemærke skal opnås en kendskabsgrad på mindst 70 % i en forbrugerundersøgelse, for at det kan antages, at mærket har opnået fornødent særpræg som følge af brug.

Til dette svarede EU-domstolen, at den myndighed, der er kompetent til at registrere varemærker, skal foretage en konkret vurdering, og at der i denne forbindelse kan inddrages en række hensyn, som f.eks. varemærkets markedsandel og intensiteten, den geografiske udtrækning samt varigheden af brugen af varemærket. EU-Domstolen udtalte herefter, at der, såfremt der lægges vægt på en forbrugerundersøgelse, ikke kan fastlægges en specifik procentsats, som udgør grænsen mellem manglende særpræg på grundlag af brug og opnået særpræg på grundlag af brug.

Bevisbyrden for påvisning af særpræg gennem brug
EU-Domstolen blev desuden anmodet om at udtale sig om, hvem der har bevisbyrden i henseende til påvisning af, at et mærke har opnået særpræg gennem brug. EU-Domstolen statuerede i denne forbindelse, at bevisbyrden påhviler den part, der påberåber sig undtagelsen bestående i, at mærket har opnået særpræg gennem brug, dvs. varemærkeindehaveren.