Accept af cookies fra Chas. Hude

Vi benytter cookies til flere formål, bl.a. til at forbedre din brug og oplevelse af hjemmesiden.

 

Begrænset brug af varemærke ikke nok til at opfylde brugspligten

25. juni 2015

Retten afsagde i marts 2015 afgørelse i sag T-250/13 vedrørende kravene til opfyldelse af brugspligten for EU varemærker. Dommen udgør endnu et bidrag til fastlæggelsen af grænserne for reel brug.

Sagens baggrund
Et cypriotisk selskab, Nazneen Investments Ltd, havde i juli 2007 fået overdraget varemærket SMART WATER. Varemærket SMART WATER var i 1999 blevet registreret som et EF-varemærke. Varemærket var registreret for "Drikkevarer, navnlig vand med kosttilskud" i klasse 32.

Den 3. juli 2009 begærede et amerikansk selskab, Energy Brands, Inc., varemærket SMART WATER ophævet som følge af manglende opfyldelse af brugspligten. Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (OHIM) ophævede varemærket. Det cypriotiske selskab, Nazneen Investments Ltd, appellerede herefter OHIM’s afgørelse til OHIM’s appelkammer, der ligeledes var af den opfattelse, at brugspligten for varemærket ikke var opfyldt, og at der desuden ikke forelå rimelig grund til, at reel brug af mærket ikke havde fundet sted. Herefter indbragte Nazneen sagen for Retten.

Reglerne om brugspligt
Reglerne om brugspligt fremgår af varemærkeforordningens artikel 15 og varemærkelovens § 25. Reglerne om brugspligt i den danske varemærkelov er baseret på reglerne i varemærkedirektivets artikel 10 og følger dermed den europæiske retspraksis på området.

Reglerne om brugspligt fastslår, at hvis et registreret varemærke ikke inden 5 år fra registreringsprocedurens afslutning har været i reel brug i et EU-medlemsland for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, eller brugen har været ophørt uden afbrydelser i 5 år, kan registreringen ophæves, medmindre der foreligger rimelig grund til, at brug ikke har fundet sted. Formålet med brugspligten er, at varemærkeregistrene skal afspejle virkeligheden, idet kun de registreringer, der faktisk benyttes, skal kunne opretholdes.

EU-Domstolen har tidligere fastslået, at selv minimal brug af et varemærke, eller anvendelse af en enkelt importør i et EU-medlemsland, kan være nok til at opfylde brugspligten, forudsat at der er tale om brug, der tjener et reelt kommercielt formål (La Mer Technology Inc mod Laboratories Goemar, C-259/02).
EU-Domstolen har ligeledes fastslået, at brugen skal være i overensstemmelse med et varemærkes grundlæggende funktion, som dels er at virke som kommerciel oprindelsesgaranti over for den endelige bruger, dels er at skabe eller opretholde en afsætningsmulighed for varen (Ansul mod Ajax, C-40/01).

Dommen
EU-Domstolen stadfæstede afgørelsen fra OHIM’s appelkammer og ophævede dermed varemærket SMART WATER som følge af manglende opfyldelse af brugspligten.

Domstolen fandt, at bevisværdien af de i sagen afgivne erklæringer vedrørende brugen af varemærket fra det cypriotiske selskabs direktør og en tæt forbundet ekstern konsulent var begrænset, eftersom erklæringerne ikke stammede fra en uvildig tredjepart.

EU-Domstolen bemærkede, at de pågældende varer var drikkevarer i klasse 32, som er masseproducerede varer rettet mod den brede offentlighed. Som følge heraf kunne brugen af mærket for 15.552 flasker svarende til cirka 800 euro ikke betragtes som reel brug.

EU-Domstolen fastslog yderligere, at det cypriotiske selskabs brug af mærket i form af sporadisk markedsføring i to tyske bilmagasiner ikke var tilstrækkeligt til at opfylde brugspligten, da selskabets markedsføring var af en lav intensitet og ikke ramte forskellige medier og dermed muligheden at nå ud til et bredt publikum.

Kommentar
For mange varemærkeindehavere kan det være svært at vurdere, hvorvidt deres brug af et varemærke opfylder reglerne om brugspligt. Symbolsk brug, dvs. brug, der udelukkende er sat i værk for at opretholde registreringen, er ikke reel brug. Imidlertid kræver lovgivningen ikke, at varemærkeindehavere skal have solgt et vist minimum af produkter under det pågældende varemærke.

Tilbøjeligheden i retspraksis er, at der ved bedømmelsen af, om brugspligten konkret er opfyldt, tages hensyn til samtlige faktiske omstændigheder, og der lægges i den forbindelse vægt på, om der er gjort brug af varemærket i overensstemmelse med normal markedsføringsmæssig aktivitet inden for den pågældende branche.

Nærværende dom er et godt eksempel på sidstnævnte, eftersom Retten lægger vægt på, at et salg svarende til 800 euro og en begrænset markedsføring i to tyske bilmagasiner ikke kan sidestilles med normal markedsføringsmæssig aktivitet inden for den pågældende branche. Samtidig kan man forestille sig en situation, hvor et varemærke registreret for f.eks. biler, ville opfylde brugspligten ved et meget begrænset salg, hvis brugen af varemærket blot var i overensstemmelse med varemærkets grundlæggende funktion.