Accept af cookies fra Chas. Hude

Vi benytter cookies til flere formål, bl.a. til at forbedre din brug og oplevelse af hjemmesiden.

 

A Night at the Oscars

14. marts 2016

Det amerikanske filmakademi vogter over alle rettigheder til det verdensberømte show

Oscaruddelingen – eller som den korrekt hedder: The Academy Awards – er netop blevet afholdt. Ordet OSCAR og ikke mindst den gyldne statuette er blandt de mest genkendelige symboler i verden og bruges ofte i flæng til at beskrive en æresbevisning.

Ved starten på prisuddelingen i 2014 brugte værten, Ellen DeGeneres, sin mobiltelefon til en selfie. Dette billede er stadig omdiskuteret: Hvem ejer rettighederne til det? En indviklet sag, fordi selfien blev taget på Ellen DeGeneres’ telefon, men af en anden! Billedet gik viralt og fik over 2 millioner Retweets, og siden har Akademiet udfoldet store anstrengelser for at sikre, at selfien tilhører dem.

Er det vinderens OSCAR?
I det hele taget vogter det amerikanske filmakademi nidkært over rettighederne til det store show. Forståeligt nok, da alene værdien af TV-rettighederne må formodes at være betragtelig. Men det er bemærkelsesværdigt, at selve statuetten først blev registreret som et varemærke i 1975 – OSCAR og ACADEMY AWARDS endda endnu senere.

Når den fornemme klub deler Oscars ud, er der komplekse regler for, hvad vinderne må og ikke må med statuetterne: De får dem – har dem 'altid' – og kan lade dem gå videre til deres arvinger. Men en statuette må aldrig sælges, uden at Akademiet først har fået den tilbudt for $10.

Den Oscar-statuette, der i 1942 blev vundet af Joseph Wright for bedste art direction i filmen "My Gal Sal", blev solgt på auktion for $79.200 i juni 2014. Umiddelbart efter blev auktionshuset Briarbrook sagsøgt af Akademiet med krav om over $80.000.