Accept af cookies fra Chas. Hude

Vi benytter cookies til flere formål, bl.a. til at forbedre din brug og oplevelse af hjemmesiden.

 

Den nye Star Wars-robot BB-8 er patenteret af Disney

14. marts 2016

Robotter har altid været en stor del af Star Wars-universet. Den næsvise R2-D2 og den pessimistiske C-3PO var det gæve makkerpar, som i de tre originale film trådte til, når stemningen blev lidt tung. Trods deres mekaniske udseende – og måske på grund af deres lidt kluntede bevægelser – var de sympatiske karakterer, der var med til at kaste et let lys over en ellers dunkel og mørk verden fyldt med usikkerhed og ondskab. De blev hurtigt til centrale ikoner for Star Wars-brandet.

I de tre næste film trådte robotterne til igen og løftede til dels samme opgave, men sammen med et bredere cast af karakterer, så Star Wars kunne byde på mere - uden at kopiere nøjagtigt fra de tidligere film.

Passer ind i universet
Netop dette har Disney grebet fint i ’The Force Awakens’ med introduktionen af den nye, nuttede robot BB-8, som på mange måder er en interessant skabning. Ikke alene passer han problemfrit ind i Star Wars-universet – han er formentlig tættere på de originale koncepter af R2-D2, end R2-D2 selv er!

Desværre var teknologien til den kontrolleret rullende kugle ikke moden tilbage i 1977, og derfor brugte man i stedet en cylindrisk form med ben. Men selv ved optagelserne af ’The Force Awakens’ var det ikke trivielt at introducere BB-8. Instruktøren J. J. Abrams ønskede at opnå den samme atmosfære, som de tre første film havde, og her var det en fordel at have robotten til stede på sættet.

Kompliceret at udvikle frie bevægelser
Dette førte til et kompliceret udviklingsarbejde, hvor det var vigtigt, at BB-8 blev i stand til at bevæge sig 'holonomisk', det vil sige med fuld bevægelsesfrihed i begge plane akser. Samtidig skulle robotten have fri rotation, og alle disse bevægelser skulle være uafhængige af hinanden. Kun på den måde ville BB-8 være i stand til pludselig at skifte retning og følge med skuespillerne.

Resultatet af udviklingsarbejdet blev bl.a. en mekanisme, hvor et antal motoriserede hjul kører mod kuglens inderside. Hjulene kan rotere om deres egen akse og derfor ændre kuglens bevægelsesretning.

Det var også vigtigt, at BB-8 fik et stabilt siddende hoved, som ikke bevægede sig med rotationen. Dette ville både imponere seerne og hjælpe med at gøre formen ikonisk, så BB-8 fik et ’ansigt’. Løsningen blev en magnetisk samling mellem et element øverst inden i kuglen og et element inden i hovedet, kombineret med en række hjul på undersiden af hovedet. Resultatet er, at hovedet i høj grad er BB-8’s udtryksform, da robotten ikke – som R2-D2 – har et (for seerne) forståeligt sprog.

Placeringen af hovedet kan bruges til at styre bevægelsen af kuglen, hvilket kan sammenlignes med, hvordan en Segway™ opnår kontrol. Læner robotten f.eks. hovedet til siden, vil robotten blive påvirket til at 'vælte' den vej.

Patenteret før købet af Lucasfilm
En interessant kendsgerning er, at Disney søgte patent på denne kontrollerede kugle allerede i 2010 – altså to år før de købte Lucasfilm, og fire år før de begyndte at arbejde på Star Wars. Så de har tidligt set noget underholdende i den lille robot.

Uanset hvad deres hensigt oprindelig har været med designet, kan vi i dag være glade for, at den lille nuttede robot passede så godt ind i Star Wars-universet. At J. J. Abrams insisterede på at bruge en fysisk udgave af robotten – og at Disney valgte at patentere funktionen heraf – har sikkert udviklet sig til en god forretning. For i dag kan man købe BB-8 til at tage med på sine egne eventyr hernede på jorden – og det endda i en ekstra lille og ekstra nuttet udgave!