Accept af cookies fra Chas. Hude

Vi benytter cookies til flere formål, bl.a. til at forbedre din brug og oplevelse af hjemmesiden.

 

Når nutiden dømmer fortidens varemærker

27. juni 2016

I Norden debatteres det netop nu, om det er korrekt at bringe udtryk fra tidligere udgivne værker up-to-date med nutidens standarder. I Sverige læses der fx grundigt i gamle klassikere som Pippi Langstrømpe. Hendes far var i 1940’erne og 1950’erne negerkonge. I 2015 blev han i stedet Sydhavskonge. Mere anonymt og blodfattigt mente nogle. Voldtægt af værket mente andre, mens andre igen fandt det helt i orden.

Andre bøger og værker har fået samme gennemgang. Herhjemme kender vi især debatten fra tegneserien Tintin i Congo, som i originaludgaven er en del mere tidstypisk, end vi er vant til i dag.

Ret skal være ret: Samfund og kulturer ændrer sig hele tiden, og hvad der for 50 år siden var normale synspunkter, kan i dagens samfund være afvigende, krænkende og blive set på med forfærdelse.

Debatten er helt naturligt mere følelsesladet, når det drejer sig om værker som Pippi Langstrømpe, som næsten alle har et forhold til. Men varemærker går ikke ram forbi. Heller ikke produkter.

I Danmark husker mange, at flødeboller tidligere var negerkys – og at producenten havde det registrerede varemærke Sambo. Dette varemærke fik lov til at udløbe og et nyt blev registreret: Samba.

Kun de færreste tænker over Danmarks fortid som koloni- og slaveejer, men vi finder stadig tegn på det i vores daglige sprog, fx med betegnelsen "kolonial," som jo henviser til "varer fra kolonierne."

Tidligere tiders opfattelse af verden kan man også se i vores dagligdag med produkter som fx Atamon, Vanila og kæmpe Eskimo.

Frem til midten af 1930’erne var det ikke usædvanligt at benytte svastika / hagekors i varemærket. Således havde Van Hauen og Carlsberg registrerede varemærker med svastika. Efter at nazisterne gjorde symbolet til deres, holdt brugen på varemærker naturligt op.

I USA har man haft debatten i længere tid. Det gælder eksempelvis football-holdet Washington Redskins, som i de senere år har kæmpet for at bevare deres navn som et registreret varemærke. Myndighederne mener, at det er minoritetsnedsættende, og slagsmålet er i det hele taget meget følelsesladet.

De fleste, der har været i USA, kender Aunt Jemima-produkterne – og her i Danmark kender mange Uncle Ben’s ris. Men hvor mange tænker på, at det faktisk er gamle "slavemærker"? Begge varer forestiller oprindelig den glade slave, som laver god mad i køkkenet – og begge har overlevet til i dag.

Ret skal være ret: Ejeren af Uncle Ben’s fjernede i 2007 "Uncle" for at undgå slave-associationen, men ingen kunder tog det til sig. Så man gik tilbage til at kende produktet ved det navn, som alle kaldte det: Uncle Ben’s.

Varemærker betragtes ofte som den eneste ret, der i princippet kan leve evigt. Men som eksemplerne viser, risikerer varemærker også at falde i unåde – af andre grunde end de juridiske – når tiderne skifter.

Eksemplerne viser også, at vi lever med mange forbindelser til vores fortid, som vi måske ikke er så bevidste om i dag. Derfor er det nærliggende at antage, at debatten vil fortsætte, som det senest er sket i forbindelse med, at Statens Museum for Kunst har valgt at give gamle værker nye betegnelser uden ord som "neger" og "hottentot".