Accept af cookies fra Chas. Hude

Vi benytter cookies til flere formål, bl.a. til at forbedre din brug og oplevelse af hjemmesiden.

 

2016 blev globalt rekordår for antal af ansøgninger om IP-rettigheder – Kina driver udviklingen

04. januar 2018

Den internationale organisation for IP-rettigheder, WIPO, har offentliggjort 2016-tallene for ansøgninger af patenter, varemærker og design. Og tendensen er ligeså klar som i verdensøkonomien. Der er vækst i antallet af ansøgninger på alle hylder – og det er primært Kina, der bidrager til væksten.

I 2016 blev der på verdensplan indgivet cirka 3,6 millioner patentansøgninger, 7 millioner ansøgninger om varemærkebeskyttelse og cirka én million designansøgninger. Der er tale om en vækst på hhv. cirka 8, 16 og 10 procent i de tre IPR –kategorier. Men i Kina er væksten i indgivne ansøgninger i de tre kategorier et sted mellem to og tre gange højere.

”Det fortæller en historie, som vi også kender fra verdensøkonomien. Der er en generel og moderat opadgående global tendens – og en kraftig vækst i Kina. Aktiviteten på IPR-området er en glimrende strømpil for, hvordan den globale vækst ser ud, ” forklarer CEO og partner i Chas. Hude, Marianne Johansen.

Tallene fortæller i virkeligheden to historier om de verdensøkonomiske tendenser. Den ene historie handler om et Kina, der er ved at skrue op for den teknologiske udvikling, branding og salg på den globale scene.

”Men der er også en anden historie, der handler om, at virksomheder udenfor Kina for alvor satser på det kinesiske marked, og derfor er særdeles aktive på IPR-området. Det fremgår tydeligt af de data, som WIPO har offentliggjort, at en stor andel af stigningen i ansøgninger om IP-Rettigheder i Kina udgøres af udenlandske virksomheder, der forsøger at sikre sine rettigheder bedst muligt på det kinesiske marked. Det er også en virkelighed vi kan nikke genkendende til, ” siger Marianne Johansen og fortsætter:

”Erfaringen viser, at ønsker man at beskytte sine rettigheder på det kinesiske marked, så er det ofte en god ide at samarbejde med et lokalt IPR-kontor. Derfor har vi hos Chas. Hude også igennem årene opbygget stærke, internationale netværk. Herunder dygtige kinesiske IPR-rådgivere. ”

Hvis jeres virksomhed ønsker at vide mere om hvordan I bedst sikrer jeres rettigheder ved adgangen til de globale markeder, så står Chas. Hudes eksperter klar til at svare på jeres spørgsmål.