Accept af cookies fra Chas. Hude

Vi benytter cookies til flere formål, bl.a. til at forbedre din brug og oplevelse af hjemmesiden.

 

Hastværk: Manglende beskyttelse kan blive dyrt

09. februar 2018

Ønsket om at komme hurtigt på markedet – og myter om, at det både er dyrt og tidskrævende at få styr på sin IPR kan blive en dyr cocktail. For har du styr på dine rettigheder kan du sikre dig selv plads på markedet og undgå dyre sagsanlæg.

Konstante krav til fornyelse fra kunderne, nye teknologier, der risikerer at være udrangerede i morgen og ønsket om at forkorte tiden fra ide til faktura er nogle af de overvejelser, der konstant holder virksomhederne på stikkerne. Men det kan koste dyrt at være for hurtig på aftrækkeren.

”Vi hører oftere og oftere om iværksættere, opfindere eller virksomheder, der i iveren efter at komme først på markedet glemmer alt om at beskytte deres produkt, brand eller design – og det kan vise sig at være en meget skidt ide, ” fastslår partner Thorbjørn Swanstrøm, der er advokat i Chas. Hude Legal.

Rammer man markedet uden at have rettighederne på plads, åbnes muligheden for andre aktører, der gladelig vil kopiere virksomhedens produkt, design eller varemærke.

”Bliver en virksomhed kopieret på et eller flere elementer af kerneforretningen, så går det ud over indtjeningen – og værdifulde investeringer i udvikling af produkt, varemærke og design risikerer at være tabt på gulvet, ” advarer Thorbjørn Swanstrøm.

Risikoen for selv at blive kopieret er kun den ene del af regnestykket. For dropper en virksomhed at afsøge markedet for relevant IPR indenfor dens område, så er der en overhængende fare for at krænke andres rettigheder.

”Det kan også blive en meget kostelig affære – for udover at det giver skrammer i imaget at kopiere andres varer, og at det er dyrt at udvikle noget der ikke må sælges, så risikerer man også en dyr erstatningssag. En sag, der vel at mærke kan løbe op i to-tre ciffrede millionbeløb – plus sagsomkostninger, ” lyder det fra Thorbjørn Swanstrøm.

Selvom den teknologiske udvikling, markedsudviklingen og den globale udvikling presser virksomhedernes beslutningsgang, så er der brug for at fokus på IPR er mindst liges så skarpt, som det er på en lang række andre forretningskritiske beslutninger.

”Ligesom man ikke glemmer at få revisoren ind over, at få styr på sin supply chain eller tage banken i ed inden man rammer markedet, så bør man også foretage et helhedstjek af virksomhedens IPR-situation. Og det er en myte, at det er noget, der tager uendelig lang tid og koster uforholdsmæssigt mange penge. For det kan hurtigt vise sig at blive meget dyrt at spare lidt på IPR-budgettet ” forklarer Thorbjørn Swanstrøm.

Kontakt os for at høre mere om hvordan din virksomhed kan blive gjort IPR-klar, hvor lang tid det tager og hvor meget det vil koste

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her