Accept af cookies fra Chas. Hude

Vi benytter cookies til flere formål, bl.a. til at forbedre din brug og oplevelse af hjemmesiden.

 

Patenter er en hjørnesten i et værdifuldt brand

24. april 2015

Gengivelse af artikel i ”Forskning & Innovation”, indstik i Dagbladet Børsen d. 21.04.2015

Der går hurtigt tusindvis af timers produktudvikling tabt, hvis man ikke får beskyttet sine opfindelser tilstrækkeligt. Det får nu flere og flere virksomheder til at søge hjælp hos professionelle patentbureauer.

Hos danske ECCO Sko A/S, en af verdens førende producenter af sko, er der mange bolde i luften. Hver dag bruger medarbejderne tid og kræfter på at udvikle nye og innovative løsninger, der kommer forbrugerne til gode i form af bedre kvalitet og komfort.

Den store indsats, der bliver lagt i at skabe nye materialer og designs, er dog skønt spildt arbejde uden den rette beskyttelse af produkterne. Patentsøgning kan imidlertid være lidt af en jungle at finde rundt i, og derfor får sko-producenten assistance hos en professionel patentrådgiver. Det fortæller Peter Schøtt Knudsen, der er juridisk chef i ECCO.

"På trods af vi er en stor virksomhed, ville det alligevel være en alt for stor omkostning, at skulle fastansætte et helt hold til at tage sig af vores patenter. Vi beskæftiger os nemlig med alle dele af skoproduktionen, helt fra garvning af læderet til det endelige design og salg fra vores egne butikker verden over. Det betyder, vores patenter er af meget alsidig karakter. Så meget ekspertise mener vi ikke i øjeblikket, det kan betale sig at samle under vores eget tag – fremfor at hente det udefra", siger han.

Langsigtet samarbejde
Tidligere søgte ECCO i højere grad patentrådgivning senere i udviklingsprocessen, men ved at have en fast samarbejdspartner, opnår man en lang bedre beskyttelse af sit brand, siger Peter Schøtt Knudsen.

"Der skal være råderum i et patent til at udvikle det over tid, og hvis den rådgiver man bruger, slet ikke kender til virksomhedens visioner, værdier og langsigtede strategier, så er det urimeligt at tro, at det søgte patent kommer til at beskytte din opfindelse og dit brand tilstrækkeligt".

Det er imidlertid ikke kun i forbindelse med indlevering af egne patentansøgninger, at et professionelt patentbureau kan skabe værdi for en virksomhed. Det kan nemlig også være særdeles relevant, at være bekendt med konkurrenternes patenter, fortæller Michael Solhøj, der som juridisk rådgiver sidder med det daglige ansvar for patenter og varemærker i ECCO.

"Vi søger patenter, fordi vi ønsker eneret på vores nyskabelser. Derfor pålægger det selvfølgelig også os, at respektere andres påfund. Vi involverer derfor ofte vores samarbejdspartner på patentområdet i forbindelse med særlig innovativ produktudvikling, så vi i videst mulige omfang er sikre på, at vi ikke krænker andres rettigheder eller patenter, ligesom vi får kortlagt, om det er relevant for os selv at få eneret".

Se hele artiklen om hvorfor ECCO gør brug af en ekstern patentrådgiver her (PDF)