12. april 2022

Kompasset peger på vækst

Adm. direktør Michael Madsen tiltrådte 1. februar 2022. Han kommer med stor forretningsforståelse og mange års erfaring fra revisorbranchen og som CFO i danske og udenlandske virksomheder.

Her et par måneder efter tiltrædelsen har vi spurgt Michael, hvilke planer han har med Chas. Hude, der siden 1896 har ydet strategisk rådgivning om immaterielle rettigheder.

”Chas. Hude er en spændende virksomhed med en rig historie. Firmaet har siden grundlæggelsen været en markant aktør i den danske patent- og varemærkebranche,” siger Michael, der kender Chas. Hude fra tidligere.

Vækststrategi
Nu har revisoren overtaget den ledelsesmæssige rorpind i firmaet og er klar til at stå på broen og holde kursen. Kompasset peger på vækst.

”Chas. Hude rummer et stort potentiale og jeg ser frem til i samarbejde med bestyrelsen, ledelsen og vores medarbejdere at sætte strøm til vores vækststrategi. Målet er vækst - både i antallet af medarbejdere og i forhold til omsætning. Midlet er et stærkt kunde- og medarbejderfokus,” siger Michael og fremhæver vigtigheden i også at styrke og udvikle firmaets stærke IP-rådgivning.

Nye rammer
Chas. Hude flyttede ved udgangen af 2021 i nye rammer efter knap 100 år i Holckenhus på H.C. Andersens Boulevard midt i København. Der er kun 800 meter i luftlinje fra Holckenhus til det nye kontor i det historiske Danisco-pakhus på Langebrogade, men forskellen i kontormiljøet er enorm.

”Vores nye kontor i København markerer også på det symbolske plan en ny begyndelse. Tidligere sad vi placeret i en kombineret kontor- og beboelsesejendom med små kontorer spredt ud på fire etager. I dag er vi samlet i et lyst, moderne og sammenhængende kontorlandskab, der netop indbyder til samarbejde og fællesskab. Og her er også plads til ekspansion,” understreger Michael.

I Aarhus har Chas. Hude fortsat til huse på Marselisborg Havnevej - også i et moderne kontor med en maritim beliggenhed.

 

Kort om Michael

Kort om Michael

Titel
Adm. direktør

Alder
60 år

Uddannelse
Master’s Degree, Accounting and Finance, CBS, 2004

Karriere
2022 - : Adm. direktør, Chas. Hude
2016 - 2022: Økonomidirektør, Express
2009 - 2016: Financial Manager, Neopost
2008 - 2009: CFO, Scani
1986 - 2008: Ledende revisor, forskellige virksomheder