13. november 2025

Dokumentation for brug: Tilstedeværelse på websites og sociale medier ikke tilstrækkeligt

I en nyligt afgjort sag stadfæstede EU-Retten en afgørelse fra Appelkammeret om at ophæve den internationale registrering af varemærket SANDOKAN på grund af manglende reel brug.

Ordmærket ’SANDOKAN’ var registreret for varer som bl.a. lyd- og videooptagelser, bøger, T-shirts og legetøj. Indehaveren havde som dokumentation for brug fremlagt beviser i form af fotos af webshops, fakturaer for et begrænset antal solgte varer, samt profiler på sociale medier, som skulle vise varemærkets tilstedeværelse.

Retten fandt, at de fremlagte beviser ikke kunne dokumentere, at varemærket havde været brugt i et omfang, der kunne betragtes som reel brug. Appelkammeret havde bl.a. fundet, at salgsmængderne var meget begrænsede og koncentreret i en kort periode, og varernes lave pris blev også lagt til grund. Dette var således ikke tilstrækkeligt til at bevise reel brug af varemærket.

Varemærkets tilstedeværelse på websteder og sociale medier blev heller ikke betragtet som tilstrækkelig dokumentation. Retten lagde bl.a. vægt på, at tilstedeværelsen ikke gav nogen oplysninger om sted, tidspunkt eller intensitet for brugen, hvilket derfor ikke kunne påvise faktisk salg inden for den relevante brugsperiode. Derudover blev det anført at antallet af følgere på de sociale medier (5.000) ikke var tilstrækkeligt til at vise betydelig indflydelse på EU-markedet.

Den blotte tilstedeværelse af et varemærke på et websted eller på sociale medier er således ikke tilstrækkelig til at påvise brugen, medmindre webstedet også viser sted, tidspunkt og omfang for brugen, eller medmindre sådanne oplysninger gives på anden vis.

Hvad betyder afgørelsen for dig som varemærkeindehaver?

Afgørelsen understreger vigtigheden af at kunne dokumentere reel brug af dit varemærke, hvis du ønsker at bevare dine rettighederne i EU. Det er ikke nok blot at have varemærket til stede på websteder eller sociale medier – der skal kunne vises konkret, hvor, hvornår og i hvilket omfang mærket anvendes.

For virksomheder og varemærkeindehavere betyder det blandt andet, at:

- Salgstal, fakturaer og leveringsdokumentation altid bør systematiseres og opbevares.

- Digital tilstedeværelse (webshops, sociale medier) bør dokumenteres med datererede beviser for faktisk salg og indflydelse på markedet.

Vi anbefaler generelt set, at man gemmer al dokumentation for brug af varemærket, så I på sigt kan stå stærkere med jeres rettigheder.

Kontakt os

Hos Chas Hude står vi klar til at hjælpe med at sikre, at dit varemærke er korrekt dokumenteret og beskyttet.

Vi rådgiver bl.a. om varemærkestrategi, herunder dokumentation for brug og håndtering af risici, så du på sigt kan bevare dine rettigheder. Tag endelig fat i en af vores varemærkerådgivere, hvis I har spørgsmål.

Alexander Gantzler Døssing

Alexander Gantzler Døssing

Partner, Lawyer, LL.M.

M: +45 27 74 34 40
aga@chashude.com

 

Tina Jarl Christensen

Tina Jarl Christensen

Lawyer
European Trade Mark & Design Attorney

M: +45 27 74 34 46
tjc@chashude.com

 

 

Nina Fröhlich Hübner

Nina Fröhlich Hübner

Assistant Attorney, LL.M.

M: +45 33 19 34 62
nfh@chashude.com