27. februar 2026
Ny mulighed for Patentvoucher
Erhvervshus Nordjyllands Patentvoucher åbner for ansøgninger den 31. marts 2026
Et patent er beviset på, at du har retten til din idé. Med en Patentvoucher fra Erhvervshus Nordjylland har du mulighed for at få tilskud til udgifter forbundet med patentansøgningsforløbet.
Udgifterne kan blandt andet være til en privat rådgiver, forundersøgelser og/eller det officielle ansøgningsgebyr.
Patentvoucheren dækker 75% af omkostningerne og man kan maksimalt få 75.000 kr. pr. år. I skal altså selv betale 25% af omkostningerne.
Voucheren er gyldig i et år, hvilket betyder, at I skal have afholdt og betalt den sidste udgift samt anmodet om betaling senest et år efter modtagelsen af voucheren.
Krav til ansøgning
For at kunne ansøge om en Patentvoucher, skal jeres virksomhed opfylde følgende krav:
- Have max. 249 ansatte
- Have et dansk CVR-nummer
- Have en årlig omsætning på maksimalt 50 mio. EUR. Eller en samlet årlig balance på maksimalt 43 mio. EUR.
Og have gennemført et gratis IP-tjek hos et erhvervshus. Dette kan gøres via jeres regionale Erhvervshus, som I kan finde her.
Ansøgningsskemaet bliver tilgængeligt den 31. marts 2026 kl. 9.00, og ansøgningerne bliver behandlet efter først-til-mølle-princippet. Det handler derfor om at sidde klar, når ansøgningsrunden åbner.
Læs mere på Erhvervshus Nordjyllands hjemmeside her.
Det videre forløb: Arbejdet med patentansøgninger
Med en patentvoucher i hånden kan I gå videre med en patentansøgning.
Vores samarbejde med jer omkring en idé vil typisk begynde med at vi sammen gennemgår jeres opfindelse, inden vi søger i den kendte teknik. Det hjælper os med at vurdere mulighederne for at opnå patent, og med at lægge den bedste strategi for ansøgningen.
Derefter udarbejder vi selve patentansøgningen i samarbejde med jer – for I er eksperterne på teknikken, hvor vi er på mulighederne i patentsystemet.
Efter ansøgningen er indleveret, så hjælper vi jer igennem den til tider komplicerede sagsbehandling – altid med et øje på den kommercielle relevans af patentansøgningen.
Kontakt os
Hos Chas. Hude rådgiver vi om patenter og det videre forløb, men hjælper også gerne med voucher-ansøgninger. Så tag endelig fat i en af vores dygtige patentrådgivere, hvis I har brug for hjælp og/eller sparring.