07. juli 2023
Stednavne i varemærker
Kan man opnå beskyttelse for et varemærke, der indeholder et stednavn? Det pragmatiske svar lyder: ”Det kommer an på.” Alexander Gantzler Døssing ser nærmere på nuancerne.
Netop stednavne i varemærker var et af emnerne på årets ECTA-konference i Prag, hvor Alexander Gantzler Døssing deltog.
En sag, der i øjeblikket kaster lys over emnet, er ICELAND vs. Iceland, hvor den islandske stat vil blokere for, at den irske supermarkedskæde Iceland Food får eneret i EU til at kalde sig ICELAND. Den spektakulære sag kommer Alexander også ind på i denne artikel, hvor han reflekterer over stednavne i et varemærkeretligt perspektiv.
Hvorvidt det, ud fra et varemærkeretligt perspektiv, er tilladeligt at benytte stednavne som et varemærke, er undertiden noget, der har været prøvet ved diverse varemærkeinstanser.
Herhjemme havde Patent- og Varemærkestyrelsen i mange år en fast praksis, der til eksempel ikke tillod beskyttelse af varemærker, der primært indeholdte danske bynavne. Hvorfor? Styrelsen var af den opfattelse, at disse i udgangspunktet var særprægede. Det begrundede styrelsen i et friholdelsesbehov, og i at forbrugerne ville opfatte bynavnet som en henvisning til geografiske ophav.
Konkret vurdering
Denne tilgang har Patent- og Varemærkestyrelsen forladt til fordel for en mere nuanceret konkret vurdering i tråd med EU-praksis. Udgangspunktet er derfor noget forsimplet, at der ikke må være en kommerciel forbindelse imellem bynavnet og det produkt, eller den serviceydelse, der søges beskyttelse for.
I fuld overensstemmelse med EU-praksis vil f.eks. ”NAPOLI PIZZA” øjensynligt blive afvist som varemærke for f.eks. pizzaer eller restaurationsservice, da byen Napoli er særligt kendt for pizzabagning, mens - helt konkret - Thyregod Invest, til eksempel er et registrerbart varemærke for investeringsserviceydelser, da der ikke er nogen særlig kommerciel forbindelse mellem den mindre jyske by og investeringsvirksomhed.
Ændring af praksis
Bliv klogere på Patent- og Varemærkestyrelsens (PVS) ændring af praksis for danske bynavnes særpræg og navnestempler som absolut hindring for varemærkeregistrering.
Praksis om stednavne i varemærker, og ikke mindst forståelsen af denne, er dog fortsat et ganske kompliceret område. Eksempelvis vil et stednavn efter konkrete omstændigheder i en lang række tilfælde ikke kunne registreres som et varemærke - dette henset især til, hvis der er en særlig forbindelse mellem stednavnet og de ansøgte varer eller tjenesteydelser. Det giver god mening, når man sætter det i perspektiv. Hvis man kunne få eneret til varemærket ”STRØGET” for salg af tøjvarer, ville denne ret gribe ganske voldsomt ind i andre erhvervsdrivendes muligheder, for at kunne markedsføre deres butikker.
ICELAND vs. Iceland
Som en del af EU er Danmark underlagt EU-praksis, der da også er dét, der er slået igennem i ovenstående praksis. Der er også her vi finder tidens mest omtalte sag inden for området med den slet absurde titel; ICELAND vs. Iceland.
Omend det kan fremstå sådan, er der ikke tale om en sag, hvor Island har sagsøgt sig selv. Der er tale om en sag mellem den islandske stat og den irske supermarkedskæde Iceland Foods.
Kort fortalt, er det problematiske i sagen ikke, at supermarkedskæden har valgt at kalde sig ICELAND. Det er der som sådan ikke noget odiøst i. Sagen udspringer derimod i, at Iceland Foods har ansøgt om varemærkeret i EU. De ønsker eneret til navnet. Det er lige præcis der, hvor den islandske stat i sagen, har valgt at forsøge at sætte foden ned. Sagen er fortsat verserende, da den er indanket, men for nuværende har den islandske stat fået medhold; Man kan ikke i EU få eneret til at kalde sin supermarkedskæde for ICELAND.
Eneret til landenavn
Umiddelbart kan det virke både logisk og rimeligt, at man ikke kan få eneret til et landenavn. Omvendt står på den anden side en familieejet irsk supermarkedskæde, der har opbygget deres brand gennem årtier. Faktisk har kæden heddet ICELAND siden 1970. Selvom sagen er indanket, er det vores opfattelse, at retstilstanden bliver stadfæstet, og at man ikke kommer til at kunne opnå eneret til landenavne i EU.
Dansk kontekst
Sagen er også relevant for danske virksomheder. De bør nemlig allerede fra start overveje, om deres varemærke, skal bestå af stednavne. For hvad gør man, når erhvervssuccesen skal spredes ud over landets grænser. Iceland Foods ville (nok) - efter dansk praksis - kunne slå på indarbejdelse og deres markedsmæssige position, hvis de var en dansk virksomhed, der ville forhindre en anden supermarkedskæde i at hedde det samme som dem, men enhver virksomhedsejer bør altid overveje om hjemmemarkedet med tiden kan blive for småt i forhold til vækstambitionerne.
Fra et internationalt perspektiv kompliceres problematikken blot yderligere. I Kina har de for nyligt publiceret en guideline om stednavnes særpræg, der tilsiger endnu strengere regler, end dem vi har i EU. Hertil kommer lokal praksis vedrørende misvisende eller misledende varemærker.
Vores råd lyder derfor, at det er en rigtig god idé at overveje både nationale og internationale varemærkeretlige perspektiver, inden du investerer store summer i at markedsføre dit brand indeholdende et stednavn.
Kontakt os
Alexander Gantzler Døssing har indgående kendskab til og indblik i problemstillingerne vedrørende beskyttelsesværdigheden for varemærker indeholdende stednavne, og har ført den sag, der ændrede praksis for bynavne i dansk varemærkeret.
Kontakt Alexander hvis dit varemærke indeholder et stednavn, og du overvejer at beskytte dit varemærke.
