12. juni 2026

Teknisk funktion blokerer for varemærkebeskyttelse af bevægelsesmærke

En dom fra januar afsagt af EU's General Court (Retten) slår fast, at et bevægelsesmærke ikke kan registreres, når det udelukkende består af et teknisk nødvendigt kendetegn.

Sagens forløb

Kct GmbH & Co. KG indgav i juli 2023 en ansøgning til EUIPO om registrering af et bevægelsesvaremærke bestående af en animeret sekvens, der viser åbning og lukning af et hængslet vindue. EUIPO afviste ansøgningen, og Kct påklagede afgørelsen til EUIPO's appelkammer, der efterfølgende stadfæstede afvisningen med den begrundelse, at mærket udelukkende bestod af et teknisk nødvendigt kendetegn. Kct indbragte herefter sagen for Retten.

Rettens hovedpointer

Åbning og lukning er en teknisk funktion

Retten fastslog, at mærkets væsentligste karakteristikum var selve bevægelsesforløbet – åbningen og lukningen af vinduet. Denne bevægelse var nødvendig for at opnå vinduets tekniske funktion, nemlig at lade lys og luft komme ind i et lukket rum.

Funktionelle elementer kan ikke gøres eneretlige gennem varemærkeretten

Kct gjorde gældende, at vinduets støttearme – dem der stabiliserer og bærer vinduet under bevægelsen og bliver synlige på siderne, når vinduet åbner – ikke var teknisk nødvendige, fordi der fandtes alternative tekniske løsninger til åbning og lukning af vinduer Retten afviste argumentet. Det er ikke afgørende, om der findes andre tekniske løsninger – registrering kan nægtes uanset, så længe mærkets væsentligste karakteristikum er funktionelt. Uden denne begrænsning ville varemærkeretten kunne bruges til at opnå tidsubegrænset eneret og dermed monopol på tekniske løsninger, hvilket reglerne skal forhindre.

Ikke tale om dekorative elementer

Kct argumenterede blandt andet også for, at støttearmene og farveskiftet på rammen havde dekorativ eller fantasifuld karakter. Retten var ikke enig heri. Støttearmene blev anset for funktionelle, da de understøtter og stabiliserer vinduet under bevægelsen. Farveskiftet blev opfattet som et naturligt lys- og skyggespil på en tredimensionel genstand i bevægelse – og ikke som et selvstændigt dekorativt element.

Kommentar

Afgørelsen præciserer rækkevidden af registreringshindringen i EU-varemærkeforordningens artikel 7, stk. 1, litra e, nr. ii, som netop finder anvendelse ved tegn, der udelukkende består af en form eller egenskab, som er nødvendig for produktets tekniske funktion.

Varemærkeretten omfatter navne, logoer og figurer i bevægelse med særpræg – ikke tekniske løsninger. Varemærkeretten må derfor heller ikke bruges som et tidsubegrænset alternativ til patentbeskyttelse.

Det afgørende spørgsmål er derfor, om det mærke, som man overvejer at varemærkebeskytte, indeholder elementer med en selvstændig visuel identitet ud over det teknisk nødvendige. Er svaret nej, bør man i stedet overveje at beskytte den tekniske løsning, herunder selve bevægelsesforløbet, som patent. Dette kræver dog, at der er tale om en ny teknisk løsning.

Dommen kan læses her.

Kontakt os

Hos Chas. Hude hjælper vi med beskyttelse og håndhævelse af jeres idéer og produkter. Vi rådgiver blandt andet om varemærkebeskyttelse og patentbeskyttelse, herunder om registrering og kravene hertil samt om det videre forløb i form af håndhævelse mm.

Tag endelig fat i en af vores rådgivere, hvis I har spørgsmål til dommens betydning eller vil vide mere om varemærke- og/eller patentbeskyttelse generelt.

Alexander Gantzler Døssing

Alexander Gantzler Døssing

Partner, Lawyer, LL.M.
European Trademark & Design Attorney

M: +45 27 74 34 40
aga@chashude.com

 

 

Bo Stenhuus

Bo Stenhuus

Direktør, Seniorpartner
European Patent Attorney

M: +45 27 74 34 77
bs@chashude.com