Digitale løsninger
Du kender det digitale check-in fra lufthavnen med digitale boardingpas, når du skal ud at rejse. Nu muliggør dansk iværksættervirksomhed det digitale check in på hotellet, når du er fremme ved din destination.
CEO Nikolai Kronborg forklarer:
”AeroGuest er en digital SaaS virksomhed. Vores koncept og produkt gør hotellivet lettere - både for gæsten og hotellet. Vi digitaliserer hoteloplevelsen. For gæster betyder det, at de kan checke in, betale, få nøgle til værelset via mobilen. For hotellet frigiver det digitale check in både tid og ressourcer, som de kan anvende på andre opgaver. Med AeroGuest kan hoteller også tilbyde en kommunikationsplatform med indbygget fleksibilitet og frihed til deres gæster.”
Globalt marked
Med kapital fra Vækstfonden er AeroGuest ved at sætte sig tungt på markedet. Med kontorer flere steder i Europa, Nordamerika og Asien er den globale strategi klar.
Da virksomheden i december 2022 fik godkendt sit varemærke og sikret sig sine immaterielle rettigheder til AeroGuest-brandet i USA, slog CEO Nikolai Kronborg fast:
”Det er en vigtig milepæl for os med en amerikansk varemærkeregistrering og et vidnesbyrd om vores teams hårde arbejde og dedikation. Vi er stolte over at være i stand til at beskytte og slå vores brand fast på markedet på denne måde. Vi ser frem til at fortsætte med at levere en af de bedste tekniske mobile hospitality-løsninger til vores nuværende og fremtidige hotelpartnere i hele verden.”
Styr på varemærkerne
Det er Tina Jarl Christensen, der har rådgivet AeroGuest om varemærkeregistrering og sammen med Lotte Hvied Josephsen holder styr på firmaets varemærkeportefølje og internationale registreringer.
”For en start-up-virksomhed som AeroGuest, hvis produkt har en international markedsappel og i den grad er skalérbart, er det afgørende, at man fra begyndelsen har lagt en klar varemærkestrategi i forhold til relevante nuværende og kommende markeder,” siger Tina.