26. juni 2025
Ny rapport: Kopivarer udgør milliarder i global og europæisk handel
En ny rapport fra OECD og EUIPO afslører, at kopivarer fortsætter med at udgøre en alvorlig trussel mod både økonomi, sikkerhed og sundhed – ikke mindst i EU.
OECD og EUIPO har i samarbejde udarbejdet en ny rapport om handlen med kopivarer, som afslører at op til 2,3% af verdenshandlen i 2021 bestod af forfalskede varer. I EU udgjorde kopivarer hele 4,7% af den samlede import samme år. Forfalskede varer handles således fortsat for milliarder, både globalt og i EU.
Rapporten understreger at kopivarehandel ikke blot er en økonomisk trussel. Handel med kopivarer er også tæt forbundet med organiseret kriminalitet. De organiserede kriminelle grupper, der ofte står bag produktionen og distributionen af kopivare, er typisk involveret i andre former for kriminalitet, f.eks. narkotikahandel, ulovlig våbenbesiddelse, skatteunddragelse mm. Når forbrugere køber kopivarer, risikerer de derfor indirekte at støtte den organiserede kriminalitet.
OECD og EUROPOL har for nyligt offentliggjort en rapport, der viser at de kriminelle grupper blandt andet tæller den italienske mafia, den japanske yakuza og terrororganisationen Islamisk Stat.
Kopivarehandel er dog ikke alene et bidrag til den organiserede kriminalitet. Sundheds- og sikkerhedsrisici er også en central del af problematikken.
I dag forfalskes alle typer varer, og ikke kun de alment kendte luksusvarer som tasker, ure og solbriller. Også kosmetik, legetøj, madvarer, medicin, elektronik og reservedele til biler forfalskes i høj grad den dag i dag. Alt sammen produkter, som i høj grad indgår i hverdagen og bruges af den gennemsnitlige forbruger. Netop derfor er det vigtigt at være opmærksom på om varerne er ægte. Risikoen ved forfalskede varer kan være høj - for eksempel kan et forfalsket kosmetikprodukt indeholde sundhedsskadelige stoffer, mens et forfalsket elektronikprodukt kan udgøre brandfare.
Derudover er handel med kopivarer en økonomisk belastning for vores samfund. Kopivarehandel underminerer dansk innovation, og virksomhederne risikerer at miste en betydelig del af deres omsætning til kopisterne.
Dansk indsats mod kopivarer
Også i Danmark er problemet udbredt. En tidligere undersøgelse fra EUIPO i 2023, om adfærd og holdninger til kopivarer, viste, at 29 % af danske unge bevidst har købt kopivarer, sammenlignet med 26% blandt unge i EU. Det tager Patent- og Varemærkestyrelsen alvorligt.
Derfor, og i anledning af Verdens Anti-Piratkopieringsdag den 11. juni 2025, har Patent- og Varemærke-styrelsen lanceret kampagnen ”Jeg Vælger Ægte”.
Kampagnen kører på styrelsens sociale medier og henvender sig primært til unge og deres forældre. Formålet med kampagnen er at skabe opmærksomhed omkring de negative konsekvenser, som kopivarer kan have – både for vores samfund, men også for den enkelte forbrugers sikkerhed og sundhed. Kampagnen giver desuden gode råd til hvad man skal være opmærksom på, og hvordan man undgår at købe forfalskede varer.
Læs mere om kampagnen her.
Kontakt os
Hos Chas. Hude arbejder vi for at beskytte vores kunders rettigheder og sikre, at jeres idéer og produkter ikke bliver kopieret. Vi rådgiver blandt andet om varemærke- og designregistrering, toldovervågning- og beskyttelse, samt generel håndhævelse af IP-rettigheder i Danmark og internationalt.
Hvis I som virksomhed eller rettighedshaver har mistanke om at nogen kopierer jeres produkt, står vi klar til at hjælpe med både rådgivning og handling.
Alexander Gantzler Døssing er vores ekspert i bekæmpelse af piratkopirede produkter, og har indgående kendskab til emnet – blandt andet igennem hans arbejde i og medlemskab af den internationale interesseorganisation INTA’s Anti Counterfeiting komite.
